Rindal

Om Forestillingen

Smagsdommeriets æra er forbi. Nu er det hattedamen, kultureliten og de navlepillende kunstneres tur til at lytte. Det er slut med klatmalerier, krimskrams og gøglerier på statens regning. Nu slår folket tilbage. 

Mungo Park Kolding præsenterer en ny historie om finkulturens fjende og folkets helt Peter Rindal. Lagerforvalteren, der i arbejdernes navn rejste sig mod det herskende parnas til kamp for borgernes skattekroner. Manden, der i protest mod statens rolle som kunstmæcen stillede sig i offentlighedens skudlinje. Mennesket, der endte som en isme. 

Vi møder Rindal i hans skæbneår 1965, hvor et uventet interview på Hørfabrikken ændrer hans liv. Rindals stemme vækker genklang og flækker en kulturkløft tværs gennem Danmark. Som nyslået frontfigur i protestbevægelsen mod oprettelsen af Statens Kunstfond følger vi Rindals vej fra Hørfabrikken til Christiansborg, hvor han undervejs konfronteres med både kunstnerne, politikerne og ikke mindst sig selv.

RINDAL er en forestilling af den statsstøttede dramatiker Tomas Lagermand Lundme om lagerforvalteren fra Kolding, der blev stemplet som Danmarks kulturfjende nummer ét. 
Det stats – og kommunalstøttede Mungo Park Kolding lægger ensemble til, og Niclas Bendixen har iscenesat. Sammen optrævler de kunstens klæder for at mærke vævets sande konsistens.

Om Peter Rindal
Lagerforvalteren der blev en isme.
Lagerforvalter Peter Rindal fra Kolding Hørfabrik blev landskendt, da han den 2.marts 1965 afleverede flere tusinde underskrifter i protest mod oprettelsen af Statens Kunstfond.
Protesterne bredte sig i landet og via intens medieomtale udviklede det sig til en folkebevægelse. Ekstra Bladet beskrev stemningen med ordet rindalisme afledt af Peter Rindals efternavn. Siden er rindalismen typisk blevet brugt i betydningen: Modstand mod moderne kunst. En betegnelse, som ophavsmanden ikke mente, var dækkende for hans protest. Peter Rindal, som siden meldte sig ind i Fremskridtspartiet, var imod statsstøtte til kunst og for penge i borgernes egne lommer. Han understregede senere, at han ikke mente, det var statens opgave at definere god eller dårlig kunst, men at kunst burde betragtes som et håndværk på lige fod med alle andre. 

RINDAL blev nomineret til Årets Reumert 2014 i kategorien “Bedste dramatiker”

Kreditering

Medvirkende:
Ken Vedsegaard, Maja Juhlin og Frank Thiel

Iscenesættelse:
Niclas Bendixen

Idé:
Lasse Bo Handberg

Dramatiker:
Tomas Lagermand Lundme.
Manuskriptet er udarbejdet i samarbejde med Jens Svane Boutrup

 

 

Varighed

90 minutter (uden pause)