Lev Menneske

En tragikomisk hverdagssymfoni

Trailer

Om Forestillingen

Personerne i LEV MENNESKE er frosset fast. De drømmer om forandring og kærlighed, men de har pokkers svært ved at nå hinanden og træde i karakter. En går i et med tapetet, og en taler og taler uden at sige noget. Og så er der ham, der har meget på hjerte, men som mangler ord, og hende der for Guds skyld vil gøre alle tilpas.

En lille håndfuld almindelige mennesker stilles ind i rampelyset. De kender hinanden fra opgangen, bussen og fra Føtex — men i bund og grund er de fremmede for hin­anden. De mål, de sigter efter bliver deres ­katastrofer, og gang på gang ødelægges deres ihærdige forsøg af smålighed, selvbedrag, usikkerhed — over og ­undertryk. Men bag de mange fejlslag bor håbet. For selvom de falder ­igen og igen, eksisterer der i LEV MENNESKE en stædig lyst til at rejse sig og vove forsøget endnu en gang. Glæd dig til en livsbekræftende fortælling, hvor menings­løshedens både muntre og triste becifringer omsættes til en smuk og vitaminrig symfoni.

Hans Rønne og Odense Teater præsenterer i 2017 en tragikomisk og befriende hverdagssymfoni om det store i det små og hverdagens både komiske og melankolske udslag. Den britiske dramatiker Harold Pinter har sagt: “Livet er tragikomisk, fordi det er vilkårligt og baseret på selv­bedrag og af den enkeltes groteske selvovervurdering.” Den påstand udfordrer LEV MENNESKE.

Fotos

Kreditering

Medvirkende:
Marie Mondrup, Bo Stendell Larsen, Klaus Tilsted Søndergaard, Malene Melsen og Martin Fredberg

Tekst:
Lærke Sanderhoff

Instruktør:
Hans Rønne

Scenograf:
Gitte Baastrup

Musik:
Søren Siegumfeldt

Produceret af TEATRET og Odense Teater

Varighed

Ca. 1 time og 30 minutter uden pause