Honningkagebyen

En historie fra Guds ager

Om Forestillingen

Linda og Stefan er på vej til Tanzania for at missionere for Brødremenigheden. 
Kort før afrejsedagen kommer byens nye læge, Anders, på besøg for at aflevere deres datters jakke. 
Den lå i et hul på den lokale kirkegård, Gudsageren.
Anders bliver straks bekymret for parrets datter – den spinkle, blege Sara med de blå bolsjeøjne.

Linda ønskede sig Sara mere end noget andet, men naturen nægtede, så hun tog skæbnen i egen hånd.
Og så kom hun.
Men Sara blev ikke den gave, som Linda forventede.

Har Linda forbrudt sig?
Holder Gud regnskab med, hvem der er værdige – og hvem der ikke er?
Er den sande tro en præstation – eller en gave? 

HONNINGKAGEBYEN er et psykologisk drama skrevet af den Reumert-vindende dramatiker Julie Maj Jakobsen med ny musik komponeret af Kristian Leth. 

På scenen står Maja Juhlin, Jesper Riefensthal og Frank Thiel, og Mungo Park Koldings direktør, Lasse Bo Handberg, har iscenesat. 

Sammen begiver de sig ud på Guds egen ager, hvor det ifølge de hellige skrifter flyder med mælk og honning. 

Inspiration: 
Honningkagebyen er ikke en forestilling om Christiansfeld, men en moderne fortælling inspireret af den lille by syd for Kolding, der gennem mere end 200 år har været kendt for Brødremenighedens særlige syn på kristendommen, unikke bygningsværker og ikke mindst velsmagende honningkager. 

Kreditering

Idé og iscenesættelse: Lasse Bo Handberg
Dramatiker: Julie Maj Jakobsen
Komponist: Kristian Leth
Scenografi: Carsten Burke Kristensen
Medvirkende: Jesper Riefensthal, Maja Juhlin og Frank Thiel